Ved den tid, da en mand indser at

hans far for det meste havde ret,

har han selv en søn, som syntes,

at han for det meste tager fejl.

__________________________

Peter Løvehovede blev hundesyg op måtte på stående fod, over hals og hovede opereres i det ene øre mens håret blev flettet op i en hestehale.

_________________________________________________________

Skovridderens datter, en bly viol - giftede sig med en grand voksen fyr og fik en værre rod.

__________________________________________________________

Masokisten som serverede, banke kød til middag og piskefløde til kaffen, til vennerne, efter kæresten havde slået op.

__________________________________________________________

Klonforskeren som blev med at gentage - gentage- gentage sig selv.

________________________________

Pædagogernes nye slag ord "pas dig sæl' ".

___________________________________________________________________________

Den barske gut som sad og drak med rødderne!

__________________________________________

Det danske sproget:

Vi starter med lås, der i flertal hedder låse
men flertal af gås er gæs - ikke gåse.
Vi taler om fod, er der flere siger vi fødder,
men skønt vi siger flod, siger vi aldrig flødder.

Er der en, er det den,

er der to siger man disse.

Hvorfor er så flertal af pen ikker pisse?

At flertal af mænd - ikke er mænder

-er svært at forstå, når en tand bliver til tænder.

Skønt flertal af and, som bekendt hedder ænder,

så hører man aldrig, at spand bliver til spænder.

Enden mærkværdighed er her til lands:

i tredie person er det han og hans:

er der lund logik - ja jeg spørger kun at man ikke

om kvinder siger hun, hum og hums.

at synge i datid, det hedeer jo sang.

Og hvem kan forstå, hvorfor springer giver sprang.

Korrekt hedder datid af bringe jo bragte

på grundlag af navnemåden af bage?

Et andet eksempel: det hedder at tage

- skulle bage i datid så ikke give bog?

Man så måtte være datid af ringe og ragte

det findes på DANSK faktisk ikke

- derfor må vi hellere la' spørgsmålet ligge!

__________________________________________________

Man løber en risiko; Men man tager en chance. Således kan man opfatte en sætning så forskelligt.

Et bestyrelsesmedlem med stor indsigt og viden om firmaet, havde været uheldig og begået en alvorlig færdselsforseelse, der resulterede i en fængsesdom. Det havde formanden for bestyrelsen ikke registreret, og ved næste møde spurgte han efter personen som sad  med oplysninger om emnet. Diskredt, men alligevel med passende sarkasme, eller rette humor, sagde et andet bestyrelsesmedlem: " Han sidder inde - med stor viden!"

Ordspil(P) Ifølge en uerndsøegeglse på Cmabrigde Uinvertsy, bteyedr det ikke noget i hivklen rkæke- følge bgostaverne sårt i et ord. Det esente vgitgie er at det, at det frøtse og de sdiiste bgosatv i ordet er på de rtete padlser. Rseten kan vræe vloaypyk, men du vil stadig være i snatd til at læse det. Det er frodi den mnenesklige hjerne ikke lsæer hevr bgotsav, men ordet som hleehd. Så belv man så mgeet kolgere. sjov ikk'?   Læs lige ovenstående igen, på en anden måde.

Forskellen på at være sparsommelig og nærig: Når jeg køber en billig frakke til mig selv, så er jeg sparsommelig. køber jeg en billig frakke til min kone, er jeg nærig!

Når vi snakker volapyk: va' er du a' er bu' va' bu' bla' bu' va' bla' bu' u' bla' bu' - va' er du?   eller:   De vilde ville vide hvad de hvide ville vide!

Spildte Guds Ord på Balle-Lars   Da Lars var dømt til døden, modtog pastor Gjellebøl en skrivelse fra provsten, som bad ham om at forberede ham til henrettelsen, sammen med Niels Olsen (der dog slap med tugthus). Gjellebøls opgave var at få Balle-Lars til at angre og "afbede" sin synd, således at han kunne håbe på Guds nåde og frelse sin sjæl. En ihærdig mand Pastor Gjellebøl så med stor alvor på sin opgave, og besøgte Lars ikke mindre end 21 gange fra den 13. august til den 16. oktober, da han blev halshugget. Pastoren forsøger næsten alt: Han fremmaner, hvordan Lars en gang har været uskyldigt barn, som hans mor har glædet sig over, og fremhæver at hans datter er meget ulykkelig over situationen, at hans kone "har sorg i sit hjerte" etc. Salmer, Luthers forklaringer, og bibelsteder indgik naturligvis også i bestræbelserne. Engang, umiddelbart før henrettelsen "glemte" han bogen "De Helliges Hvile", der bl.a. indholdt et lille afsnit om de fordømtes helvedskvaler. Men Lars havde ikke engang lukket den op. Gjellebøl tog endda sagen op med sine præstefæller da der var konvent i Stavreby præstegård for at få nogle gode ideer. Men heller ikke kollegaernes råd virker. Deres forslag var at pointere overfor Lars, at bekendelsen kun behøver at ske overfor Gud, og altså ikke komme frem. Intet virkede Intet virker, heller ikke da Gjellebøl referer et brev fra sin kollega Oxholm fra København, der har fundet både tilståelse og "alvorlig Anger" hos Balle-Lars mens han sad i det civile arresthus. Nej,  forklarede Lars, han havde bare snakket københavnerpræsten efter munden fordi han af og til gav ham lidt penge til mad.  Oxholm skrev også at den bodfærdige pludselig havde skiftet spor "rimeligvis påvirket af en medfange", og havde startet sin benægtelse. Til det sidste nægtede Lars og var ikke til at rokke. Efter henrettelsen udgav Gjellebøl en lille bog om sine frugtesløse besøg i Præstø arrest. Bogen fik titlen "Spildte Guds Ord på Balle-Lars", hvilket efterhånden blev en populær talemåde, som kunne bruges, når man snakkede for absolut døve ører   Når man møder Balle-Lars og hans familie i kirkebøger og folketællinger, virker de ikke andeledes end andre i samme kår. Lars blev født i den 6. april 1822 i Stensby og døbt 12 . maj samme år i Kalvehave kirke. Forældrene var Niels Rasmussen og hans kone, Johanne Christensdatter, som hørte til områdets fattige indsiddere.  Tilnavnet Balle fik han, fordi hans mor stammede fra landsbyen Bahl. Brugte broderens dåbsattest Lars var den ældste af forældreparrets 4 overlevende børn og opkaldt efter en  to år ældre, men afdød bror. Broderen var født 10 februar 1820, men døde som et-årig. Hele sit liv gik Balle-Lars dog rundt med den døde brors dåbsattest og brugte den som sin egen. Hans barndom og ungdom formede sig på samme måde som for mange andre i samme sociale lag;  ud at tjene som ni-årig, konfirmeret til normal tid, kunne læse, men i følge forbedringshusets signallement - ikke skrive. Efter konfirmationen havde Lars forskellige pladser, og skudsmålsbogen antyder, at han var flink til sit arbejde. Kasseret fra vestindisk militærtjeneste Militærtjenesten blev aftjent  i den vestindiske hærstyrke, hvor han var fra oktober 1848 til juli 1849. Den militære karriere blev imidlertid ikke til noget videre, for Lars blev kasseret og sendt hjem til Danmark. Hans forseelser i Vestindien bestod af udeblivelse og "impertinent" (dvs. næsvis) opførsel. Fire gange dødfødsel Lars var gift to gange, først med Maren Andersdatter i 1846, og efter sin hjemkomst fra militæret,  den 31. juli 1853 med Maren Pedersdatter, som året før havde født parret en dødfødt søn.  I løbet af de næste to år fødte Maren endnu 3 døde børn. Sidst et hold  tvillinger. Lars blev dog også far til en levende datter, Ane Cathrine født i 1846 og en (uægte søn)  Peder også født i 1846. Han blev også udlagt som barnefader i to faderskabssager, men her svor han sig tilsyneladende fri. Pastor Gjellebøl som besøgte han i fængslet mente, at det var ved falsk ed. Da Lars blev anklaget for lejemord i Ugledige, var det adskillige år siden, at han sidst havde været i politiets søgelys. Og den gang var det kun småting. Pænt tøj til kammeratens jobsøgning Den første ulovlighed som Balle-Lars begår, sker  umiddelbart efter jul i 1845.  Lars og kammeraten Claus Nielsen er ude at søge plads, men Claus er ked af, at hans tøj er så dårligt. Han mente selv, at det vil være svært for ham at få en plads, når han ikke så ordentlig ud, og spurgte Lars om han ikke kendte et sted, hvor man kunne snuppe lidt tøj. Det endte med et indbrud i en gård på Ugledige mark, hvor Claus fik en beskeden ekvipering - og Lars´ andel af udbyttet blev et par seler. Tyveriet blev opdaget, og Lars og Claus fik hver 6x5 dage på vand og brød. Bræddetyveriet hos præsten i Øster Egesborg I 1846 var Balle-Lars nygift og lejede sig sammen med sin jævnaldrende kone, Maren Andersdatter,  ind i et hus på Tolstrup Mark, hos en mand der hed Peder Madsen. Her var både døren og sengestedet i stykker, og husværten Peder Madsen foreslog Balle-Lars, at han kunne stjæle nogle brædder hos pastor Dorph i Øster Egesborg. Så skulle Peder nok sige, at han havde leveret brædderne. Som sagt - så gjort. Lars og konen stjæler to vognfjæle til reparationerne. Sagen bliver naturligvis opdaget. Det ender med, at Balle-Lars får en dom på 1 års Forbedringshus og Maren får 2x5 dages vand og brød. I dårligt selskab Det var altså forholdsvis små ulovligheder, som blev starten på Balle-Lars´ forbryderbane: Tyveri af et par seler og nogle brædder.   Noget tyder på, at han allerede tidligere var kommet i dårligt selskab, for da han og Maren blev gift og da deres datter Ane Cathrine blev døbt, optræder en Jens Petersen fra Øster Egesborg som hhv. forlover og fadder. Jens var også kendt som "Kortenspilleren", og hørte sammen med sin bror Hans til områdets mere tvivlsomme typer. Da Lars kommer ud af Møens Tugthus og er tilbage fra sin militærtjeneste, kaster han sig ud i en lang række forbrydelser; især indbrud men også bestilte brande, hvor han assisterer betrængte eller renoveringslystne gårdmænd i forsikringssvig . Mod slutningen af 1850´erne var det efterhånden kendt på egnen, at Balle-Lars var én, som man kunne få med på lidt af hvert. Han havde bl.a. "hjulpet" et par gårdmænd med ildspåsættelser, sådan at de kunne få forsikringssummen for stedet udbetalt. Forskellige tyverier blev det også til. Begravelse endte med mord Den 8. september 1858 var der begravelsesgilde hos Niels Larsen ved Lekkende mølle. Blandt gæsterne var enkekonen Ane Marie Hemmingsdatter fra Ugledige sammen med sin 17-årige plejesøn Peder. Ved 10-tiden om aften kørte begravelsesgæsterne hjem. Ane Marie kørte med sin bror, det satte hende og plejesønnen af ved deres gård og selv kørte videre. Så snart de var kommet ind, kravlede Peder i seng, men ganske få minutter efter lød der et skud. Vinduet splintredes og Ane Marie faldt om - udstødte et par suk - og var død. Mistanken Hvem kunne have myrdet den 58-årige kone, der for ca. 1 år siden var blevet enke efter sin langt ældre mand? Mistanken samlede sig om hendes stedsøn, den 37-årige Niels Olsen. Sagen var, at  han først ved Ane Maries død skulle overtage fæstekontrakten på faderens gård, som han havde bestyret. Han havde indbetalt 1000 daler i depositum og var utålmodig. De var raget uklar og Niels var flyttet til Præstø, hvor han ville åbne et værtshus. Hans bøsse blev undersøgt. Den var gammel, og fuld af spindelvæv. Af fulde folk.... Noget tid efter mordet, den 16. oktober, havde Balle-Lars fået en tår over tørsten og besøgte i let overrislet tilstand sin svoger, Morten Pedersen. Her fik han brændevin og  "knægte" og det løsnede tungebåndet yderligere. Lars fortalte, at det var ham "der havde skudt kællingen" - men Morten måtte naturligvis ikke sige det til nogen. Morten skyndte sig dog at få sagt det til sognefogeden, og så blev Balle-Lars arresteret. Tilståelser Først nægter Lars alt, men den 16. marts 1859 tilstår han, at det er ham, der har skudt Ane Marie, og at Niels Olsen har lovet ham 100 daler for hans ulejlighed. Tilståelsen kommer ca. 8 dage efter, at Lars forgæves har forsøgt selvmord i arresten ved at stikke sig i armen og i benene med et søm. Den 20. marts tilstår Niels Olsen også. Assessor Rothe, som leder den kommission, der den 17/1-1859 blev nedsat  til at opklare de sydsjællandske forbrydelser, har nu fået kastet lys over sagen. Tilståelsen kaldes tilbage Lars´ tilståelse varer imidertid ikke ved. Året efter tilbagekalder han tilståelsen. Den var falsk, siger han, og forklarer at han tilstod for at få bedre forhold i arresten. Han forklarer bl.a., at kosten har været for dårlig, at han ikke har haft tøj nok på til gårdtur, at han undertiden ikke har fået søvn nok og at han har været i spændetrøje. Klagerne afvises af arrestforvareren, der ikke mener, at der er sket brud på reglementet. Og Balle-Lars holder fast i sin benægtelse lige til det sidste. Da Lars var dømt til døden, modtog pastor Gjellebøl en skrivelse fra provsten, som bad ham om at forberede ham til henrettelsen, sammen med Niels Olsen (der dog slap med tugthus). Gjellebøls opgave var at få Balle-Lars til at angre og "afbede" sin synd, således at han kunne håbe på Guds nåde og frelse sin sjæl. En ihærdig mand Pastor Gjellebøl så med stor alvor på sin opgave, og besøgte Lars ikke mindre end 21 gange fra den 13. august til den 16. oktober, da han blev halshugget. Pastoren forsøger næsten alt: Han fremmaner, hvordan Lars en gang har været uskyldigt barn, som hans mor har glædet sig over, og fremhæver at hans datter er meget ulykkelig over situationen, at hans kone "har sorg i sit hjerte" etc. Salmer, Luthers forklaringer, og bibelsteder indgik naturligvis også i bestræbelserne. Engang, umiddelbart før henrettelsen "glemte" han bogen "De Helliges Hvile", der bl.a. indholdt et lille afsnit om de fordømtes helvedskvaler. Men Lars havde ikke engang lukket den op. Gjellebøl tog endda sagen op med sine præstefæller da der var konvent i Stavreby præstegård for at få nogle gode ideer. Men heller ikke kollegaernes råd virker. Deres forslag var at pointere overfor Lars, at bekendelsen kun behøver at ske overfor Gud, og altså ikke komme frem. Intet virkede Intet virker, heller ikke da Gjellebøl referer et brev fra sin kollega Oxholm fra København, der har fundet både tilståelse og "alvorlig Anger" hos Balle-Lars mens han sad i det civile arresthus. Nej,  forklarede Lars, han havde bare snakket københavnerpræsten efter munden fordi han af og til gav ham lidt penge til mad.  Oxholm skrev også at den bodfærdige pludselig havde skiftet spor "rimeligvis påvirket af en medfange", og havde startet sin benægtelse. Til det sidste nægtede Lars og var ikke til at rokke. Efter henrettelsen udgav Gjellebøl en lille bog om sine frugtesløse besøg i Præstø arrest. Bogen fik titlen "Spildte Guds Ord på Balle-Lars", hvilket efterhånden blev en populær talemåde, som kunne bruges, når man snakkede for absolut døve ører   bogen "Spildte Guds Ord på Balle-Lars" fortæller præsten, pastor Gjellebøl, nøje, hvordan Lars´ afsked med denne verden formede sig. Selv på skafottet nægtede han, at han havde begået det lejemord, han blev anklaget, dømt og henrettet for. " På Retterstedet ankom Fuldmægtig Tommerup og Kl. 7½ Morgen, og strax derefter Balle-Lars; Han gik rask derop, men var meget bleg. Tommerrup oplæste Dommen, men afbrødes strax under Oplæsningen af Lars med de Ord; De skal ikke oplæse nogen Dom for mig hr. Fuldmægtig" Den Dom tager jeg ikke imod. Tommerup vedblev, og da han var færdig, sagde jeg til Lars: For sidste Gang beder jeg Dig, at du vil bekjende Din Misgjerning; nu skal Du i dette Øjeblik stedes for Din Dommer i Himlen; endnu er der Tid, beed som Røveren paa Korset, at Gud vil være din arme Sjæl naadig for Jesu Kristi Skyld. Lars: (Hans hænder vare blevne løste, da han traadte ind på Retterstedet og han rakte da de 3 Fingre ivejret og sagde): Jeg døer uskyldig i Mordet på Konen i Ugledie, ligesaa uskyldig, som hun maatte lade sit Liv; saasandt Gud har vandret paa Jorden og udgydt sit Blod, er jeg uskyldig. Jeg: (med høj Røst) Gud er mit Vidne, at jeg har forelagt ham Livet og Døden, Velsignelsen og Forbandelsen, Himmerig og Helvede, at han maatte vælge Livet og hans Sjæl frelses, men han vil ikke, jeg formaaer ikke at gjøre mere. Lars bevidnede igen sin Uskyldighed, og da Tommerup gav Skarpretteren tegn, sagde Lars, pegende paa Blokken: Jeg lægger mig ikke dér. Skarpretteren træder til med de Ord til vagten: Bind ham! Ved Synet af Skarpretteren, som han vist ikke før havde bemærket, syntes han pludselig lammet, idet Lars kjendte ham. Vagten afklædte ham hurtig til Brystet, og bandt hans Hænder paa Ryggen. Jeg raabte til ham da han afklædtes, bandtes og førtes til Blokken: Lars, Lars! Den Barmhjertige Gud aabne dit Hjerte i Din sidste Stund og han give dig at bede for Din arme Sjæl! Ja, barmhjertige Gud" her er en Synd til Døden, større end at jeg tør bede for den, men jeg beder dig, luk hans Hjerte op! Lars, Lars! hører du, beed: Gud vær mig Synder naadig! Lars sagde da 3die Gang paa Retterstedet, ligesom han lagde sit Hoved paa Blokken: Jeg er uskyldig i Mordet på Konen i Ugledie. Jeg bad Fadervor høit, og da jeg var midt deri, faldt det ulykkelige Menneskes Hoved. Jeg standsede med Fadervor og sagde med høj Røst: Gud er retfærdig, og lader sig ikke spotte. Rakkerknægten hævede hans Hoved og sagde: det er Balle-Lars´s Hoved. Hans Kiste stod derved og hans Grav var gravet paa samme sted, alt lige for hans Øjne, da han traadte frem. På Retterstedet hviler den ulykkeliges Legeme. Visen findes i Dansk Folkemindesamling Melodi ukendt. Sommernattens Mørke stiger dagen vexled' skjønt og blidt hen ad Landeveien sniger Sig en skummel mørk Bandit Bøssen gynger paa hans Ryg Mørket gjør ham ganske tryg Balle-Lars ( saa kaldtes Manden) Sniger frem sig uforsagt Han har solgt sin Sjæl til fanden Satan har ham i sin Magt Snart fuldender han sin Tour og han lægger sig paa Luur See! I Bondens Huus histinde Færdig til at gaae i Seng Staar en gammel mødig Qvinde Taler med en lille Dreng Barnet fjerner sig, min Gud! Gjennem Natten lød et Skud Konen falder, Barnet græder Skurken fly'er paa snelle Fod Han har mistet Livets Glæder hvor han seer, der er kun Blod, Morder kan paa Dommens Dag Du forsvare denne sag? Han bli'r grebet, og sin Brøde enedlig bekjender han han begræder høit den Døde, Ønsker at han ændre kan denne fæle skumle Daad Og fortvivler i sin Graad Tvende Aar er alt forgangen Han bli'r lige fræk og kry Djævelen har fristet Fangen I hans Fængsel vist paany Thi han svoer; "Ved Himmerig! Jeg er ganske Brødefri" Og en Stemme ham forkynder (Med en Røst lig Tordenskrald:) "Morder! Røver! Tyv og Synder, Helved venter med sin Qval. Beed du Synder, beed o! beed, Ellers faar du aldrig Fred" Ja, han sagde end, den Frække, til den hele store Flok: "Aldrig, aldrig vil jeg lægge Hovedet paa denne Blok" Men den Snak dog Intet hjap, Lars han knæled', Hoe'det faldt Fromme Læser! saadan maatte Denne skumle Morder døe, landets Lov han overtrådte, Og sin Pagt med Herren brød. Frommme Læser! Lad dig ei lede bort fra Dydens Vei. (DFS 1909/ 6b, 6) http://www.landsarkivetkbh.dk/krimi/default.htm

Da jeg i Efteråret 2004 "gik i sort". besluttede at jeg at: vil jeg være lykkelig! Abraham Lincoln havde ret, da han sagde, at i de fleste tilfælde kan man være nøjagtig så lykkelig, som man har bestemt sig til at være. vil jeg tre gange sætte min karakterstyrke på prøve: Jeg vil give et andet menneske en håndsrækning, uden at nogen opdager det. Jeg vil gøre et eller andet, som jeg egentlig ikke har lyst til - blot for øvelsens skyld. Og, hvis jeg i dag føler mig forbigået eller forurettet, vil jeg ikke lade mig mærke med det overfor nogen. vil jeg prøve at affinde mig med forholdene, som de er, og ikke ustandselig tænke på, hvordan de kunne have været. vil jeg sørge for at være så velklædt og soigneret som muligt, tale dæmpet, optræde høfligt, undlade at kritisere og ikke forsøge at forbedre eller irettesætte andre end mig selv. vil jeg sørge for at have en halv time for mig selv, hvor jeg kan slappe af og tænke tingene roligt igennem. I denne halve time vil jeg forsøge at se mit liv og mig selv i et klarere lys. vil jeg møde tingene een efter een som de kommer, og prøve at få det bedste ud af hver situation. vil jeg bandlyse enhver skepsis og mistro. Jeg vil ikke være bange for at nyde alt, hvad der er smukt, eller for at foretrække mig selv, men jeg vil huske, at som jeg er mod andre, vil andre også være mod mig!   Jeg tror jeg har "lånt" ovenstående fra Carsten Gjessing - OM i DDFO Egin, Rønne

Mattæus evangeliet kap. 4 vers 7

Du er på rette vej.

Kend de hellige ord: en ung fyr kom kørende i en smart sportsvogn, da han så en lårkort pige, der tog den på stop. Han holdt ind til siden og tilbød kørelejlighed. Da de havde kørt lidt, lagde han en hånd på hendes lår. Hun sad stille et øjeblik og sagde så:- Mattæus evangeliet kap. 4 vers 7.

Pokkers tænkte han, hun kan de hellige ord fra den store sorte bog, hun er nok hellig, og vil nok ikke dette pjat, og skyndte sig at tage sin hånd til sig og kørte hende hjem. Da han selv kom hjem tænkte han over det hun havde sagt.

Han slog op i biblen: Mattæus evangeliet kapitel 4 vers 7. og læste til sin fortrydelse: Du er på rette vej!

Denne historie læste jeg første gang da jeg sad i SAS flyveren fra Rønne til Kastrup, det har været lige en gang i starten af ’70. Jeg har været 15-16 år og var på vej tilbage fra week-end til Bogø kostskole, jeg sad og læste SAS bladet som var stukket ned i stoleryggen. Ved siden af mig sad der en rigtig køn dame, nok omkring 25-30 år. Jeg sad der og læste  rødmede, og håbede ikke at hun havde set jeg sad og læste den artikel, eller selv læste den, men det gjorde hun lidt efter, og hun skrald grinede, og stak den op i næsen på mig og sagde at den skulle jeg læse og ikke gøre mig nogen tanker i den retning.

Hvem ved hvor musehullet er ?????