Om at prioritere

Da jeg i ’80 erne læste HD på Handelshøjskolen i København havde vi en smart underviser som underviste i økonomi, han sagde ”se nøje på jeres sidemand, for han kommer nok ikke næste gang, frafaldet på dette kursus vil ligge på ca. 80%”

I skal lære at prioritere, så se lige på dette glas, og så hev han et stort bolcheglas på ca. 5 liter frem, stillede det på bordet – åbnede en pose med sten som var knytnæve store og fyldte glasset, og spurgte ”er glasset fyldt ?” Det kunne vi jo kun bekræfte. Så tog han en pose grus frem og hældet den ned mellem stenene, og spurgte ” er glasset nu fyldt ?” det kunne vi jo kun igen bekræfte.

Han tog så to kopper kaffe og hældte dem ned i glasset til sten og sand, ”er glasset nu fyldt ?”  Det mente vi så. Han tog så en sukkerbøsse frem og hældte lidt sukker på toppen som blev opløst og forsvandt i kaffen, uden det flød over. Men alligevel til sidst løb det over. Professoren fortalte så ” Hvis I forestiller jer, at dette glas repræsenterer jeres liv. De store sten er de vigtige ting – jeres familie, kærester, børn, helbred – de ting, som selv hvis alle andre ting gik tabt, og kun disse ting var tilbage, stadig ville gøre jeres liv fuldendt. Sandet er de andre ting, der betyder noget – så som job, hus, bil, osv.” og han fortsatte ” Hvis I putter sandet i glasset første bliver der ikke plads til stenene. Det samme gælder i livet. Hvis i bruger al Jeres energi og tid på de små ubetydelige ting, får I aldrig plads eller tid til de ting, der er vigtige for Jer. Vær opmærksom på de ting, der er vigtige for Jer, tag Jer af Jeres familier og pas på Jeres helbred. Tag Jer af stenene først – de ting, der virkelig betyder noget. Få styr på prioteterne – resten er bare sand.

En studerende rakte hånden op og spurgte hvad kaffen repræsenterede  ?

Professoren smilede glad ”jeg er glad, for at du spurgte. der er blot for at vise, at lige meget hvor fyldt dit liv syntes at være, så skal der altid være tid til en kop kaffe sammen med en god ven, og sukkeret viser, at alt sødt her i livet skal bruges med måde, for at det hele ikke skal løbe over”.

Og så er det i øvrigt tid til en kaffepause. Og så gik professoren ud af døren, med os alle hujende efter, ned til kantinen, til kaffeauto-materne. 

Ps. jeg stoppede efter 1/2 år. så følte jeg at min familie havde brug for mig hjemme, jeg var stilladsarbejder på det tidspunkt, knoklede hårt om dagen og faldt altid i søvn når jeg kom ind i den varme skole, og havde næsten aldrig foreberedt mig ordentligt inden lektionerne, jeg følte jeg spildte min medkursisters tid, og mine børn. men jeg er ked af det nu - jeg skulle have forsat- for fanden da også, nu er det for sent.