Velkommen til verdens bedste site.

Af pricip vil alt som omtales på dette site være i fuld overenstemmelse med sandheden, da vi hylder vores store historiefortæller Baron Münchausen.

 

Ovenstående billede anvendte vi, som lærerer også på Bornholms Erhvervsskole i kursusafdelingen, som illustration af vores arbejssituation, for ligesom at prøve at anskueliggøre over for skolens ledelse, hvordan man forventede at vi klarede den planlægning der foregik i afdelingen - naaaah nærmere på hele skolen.

Det skal jo ikke være sjovt altsammen, der ligger alvor til grund for syndromet. Det nedenstående skribt er lånt fra: Ugeskr Læger 2001;163(39):5379 Münchausens syndrom – en risiko for patient og behandler KASUISTIK Anja Kierkegaard Ørum, Anne Marie G. Ulrik & Marie Mydtskov Münchausens syndrom er beskrevet første gang af Asher i 1951 (1). Syndromet er en undergruppe af disordo factitious (factitious = falsk eller uægte), der ud over disordo factitious er karakteriseret ved pregenation – det vil sige patologisk vandring fra hospital til hospital, pseudologia phantastica – det vil sige fantastiske, opdigtede historier også om andre forhold i patienternes livshistorie end deres sygdom samt dramatiske indlæggelsesomstændigheder (2). Ved disordo factitious (F68.1) forstås overlagt imiteret eller selvtilføjet sygdom, hvor patientens egen rolle benægtes. Patienten har ofte svære psykosenære personlighedsforsyrrelser. I litteraturen beskrives en association mellem narkomani og Münchausens syndrom (3). Vi bringer nedenstående sygehistorie for at gøre opmærksom på de risici, der er forbundet med behandlingen af disse patienter. Sygehistorie En angiveligt 32-årig, mandlig, danskfødt, norsk statsborger henvistes telefonisk af en praktiserende læge under diagnosen Addisons krise. Patienten medbragte ingen skriftlig henvisning ved indlæggelsen. Patienten oplyste ved journaloptagelsen, at han siden 1970 havde lidt af kronisk binyrebarkinsufficiens, der var udløst af en meningokoksepsis, der var kompliceret med Waterhouse-Frederichsens syndrom. Han var i daglig behandling med hydrocortison 30 mg og Florinef 0,1 mg. Han havde tidligere to gange haft Addisonkriser med lignende symptomer. Patienten havde haft telefonisk kontakt med sin norske praktiserende endokrinolog, som mente, at krisen var udløst af en infektion efter anlæggelse af centralt venekateter (CVK) ugen inden den nuværende indlæggelse. Patienten oplyste, at han fik foretaget synachtentest på et privat laboratorium i Oslo hver sjette måned. Den seneste, som var foretaget en uge før indlæggelsen, skulle have vist »ingen binyrebarkfunktion«. Patientens symptomer var mavesmerter af et døgns varighed og talrige opkastninger. Objektivt fandtes patienten forpint og bleg med ernæringstilstand over middel samt svedende med sinustakykardifrekvens 120, men normotensiv (BT 150/70). Stethoscopia pulmonum et cordis: normale forhold. Abdomen var adipøs med en to cm bred, sufficient midtliniecikatrice fra processus xiphoideus til umbilicus (angiveligt efter et knivstikdrama i Fjernøsten) og blød med diffus ømhed. På ekstremiteterne fandtes ingen synlige stikmærker, men ca. 4 cm lange, symmetriske cikatricer tværs over begge mediale malleoler. Man forsøgte at anlægge intravenøs adgang til væskebehandling, og man forsøgte at tage blodprøver – uden succes. Patienten bekræftede, at det gennem en årrække ikke havde været muligt at anlægge i.v. adgang eller tage blodprøver perifert, hvorfor han blev tilbudt anlæggelse af et centralt venekateter. Patienten accepterede, men forlangte det foretaget i generel anæstesi, idet han efter mange indlæggelser siden barndommen havde en udtalt nåleskræk. Kravet blev imødekommet. I inhalationsanæstesi uden intubation blev der anlagt et højresidigt vena subclavia-kateter. I umiddelbar forbindelse med opvågningen blev patienten særdeles aggressiv og analgetikakrævende. Først på dette tidspunkt fik man mistanke om, at det kunne dreje sig om en falsk sygehistorie. Patienten havde indtil da virket særdeles velorienteret om sin sygdom og behandlingsmulighederne, bl.a. havde han benyttet latinske og fagspecifikke udtryk om udstyr og symptomer. Patientens opgivne data og adresse blev kontrolleret og det viste sig, at en sådan person ikke var registreret i hverken Norge eller Danmark. Da patienten blev konfronteret med dette, forlod han afdelingen i vrede, efter at subclaviakateteret var blevet fjernet. De parakliniske prøver, der var taget i det anlagte CVK viste normal hæmatologi, elektrolytter, nyreparametre, P-Ca-ion, blodglukose, S-fosfat, levertal, S-amylase, infektionsparametre og bloddyrkning uden vækst. S-cortisol (frit) = 1.950 nmol/l. Efterforløb På mistanke om at vi stod over for en Münchausen-patient, søgte vi i amtets patientregistreringssystem efter lignende indlæggelsesforløb. Ved at kombinere nogle udvalgte fødselsdatoer og fødeår samt nordisk bopæl (uden for Danmark) fandt vi 12 enslydende kontakter til en skadestue og ni forskellige afdelinger på fire forskellige sygehus i amtet (Tabel 1 [se UFL 163/39, p. 5380, 24. september 2001]). Diskussion Ovennævnte sygehistorie samt efterforløbet rejser såvel faglige som etiske spørgsmål og problemstillinger. Patientgruppen løber en betydelig risiko for iatrogent påførte skader, som kan være livstruende. Vedrørende denne patient kan der påpeges følgende risici: komplikationer til CVK-anlæggelse, akut anæstesi, gentagne steroiddoseringer med reel udvikling af binyrebarkinsufficiens, opiatmisbrug, aspirationspneumoni etc. Det er derfor vigtigt at have kendskab til denne psykiatriske differentialdiagnose og have diagnosen in mente ved usædvanlige omstændigheder omkring indlæggelsen, omkring sygehistorien eller ved et usædvanligt sygdomsbillede. Diagnosen kan ofte sandsynliggøres ved en relativt lille indsats fx ved at søge baggrundsoplysninger hos den henvisende læge, og ved at patienten eftersøges i patientregisteret (det forudsætter selvfølgelig, at patienten ikke bruger falsk identitet som i denne sygehistorie). Patienterne med disordo factitious og Münchausens syndrom vækker ofte betydelig vrede og frustration blandt behandlerne, som føler sig ført bag lyset og bedraget. Dette kan medføre, at disse patienter udsættes for en dårlig og uprofessionel behandling, idet de fejlagtigt opfattes som simple simulanter og svindlere, hvilket kan medføre overvejelser om politianmeldelse. Disse psykisk svært lidende patienter bør i stedet forsøges overtalt til at underkaste sig psykiatriske undersøgelser og behandling, men det er sjældent, at patienterne accepterer dette. Et andet og mere realistisk mål er at forsøge at stoppe patientens odyssé igennem behandlingssystemet og herigennem mindske risikoen for eller forebygge iatrogent påførte skader og yderligere lidelse. Den lægelige tavshedspligt og de stramme regler omkring udveksling af oplysninger mellem lægelige instanser kan være et problem i denne forbindelse. Det kan i hvert enkelt tilfælde kræve en grundig opvejning af problemstillingernes juridiske aspekter over for de lægeetiske hensyn til patientens tarv. Patienterne er sjældent psykotiske og kan derfor anses for at være tilregnelige og ansvarlige i juridisk forstand (4).