Dannebrogs historie

Fortalt af Svend Aage Knudsen i 1969

”Ridderne af Dannebrog”

Den danske flåde lå ved Estlands kyst, i en bugt ved Lynda. Så snart landgangen begyndte, trak esterne sig langsomt ind i land bag højene. Lyndas borg blev taget uden større modstand, og de danske krigere var ved at anlægge lejre på Strandbjerget og i de omliggende dale. I voksende skarer indfandt esterne sig, som dels begærede dåb eller ønskede at indlede handel.

Kong Valdemar opholdt sig endnu på kongeskibet. Det Østersø-herredømme, hans fader havde påbegyndt ved Rygens og Arkonas erobring for 50 år siden, ønskede han nu at fuldende på denne samme årsdag, Sankt Vitus, den 15. juni

Carl så på kongen og så ind mod den fremmede kyst. Kongen lagde sin hånd på hans skulder: ”Under hele færden har du væren en lyttende drømmer. Vågn nu op, min dreng! Du står som en skygge. Om lidt går vi i land. Jeg overgiver dig kongebanneret. Du står inde for det med dit liv og din ære! De springende løver, de brændende hjerter i det, ved du, er med hvert eneste sting virket af Dagmars hånd. Hvem er mere værdig til at værne og bære det end du?”

”Herre konge, jeg er uværdig – til at værne og bære det, både det og det andet”.

Hvilket andet – hvad mener du?” Carl så bedende og ængsteligt på kongen. ”Det andet kongebanner – korsets – det hvide og røde”.

Forundret og eftertænktsom så kongen på Carl. ”Nå, således, Carl – du har talt med Teoderik – om korstoget – og set Johannitternes rød-hvide korsmærke, og dine tanker har fulgt Dagmars, til korshelten fra Golgata og hans kongebanner. Du har ret, Carl af Rise. Igen har du bragt mig bud fra din og min dronning. Men følg mig nu! Tag dit banner! Og nu kommer timen, da du skal tage det himmelske korsbanner – så grib det, og hold det fast – og i alt: Gud med dig, Carl af Rise!”

Vejret var koldt og uroligt. Det blæste op fra nordvest. Solnedgangens lys svandt i skyer. Natten kom. Foran kongeteltet vajede kongebanneret i tunge folder. Med sine hænder om et blankslebet, glimtende sværds hjalte stod Carl vagt, iklædt ringbrynje. Vinden bar bølgebruset som en dyssende vuggesang ind over lejren, men den holdt lyden af vågenklirren, af hestevrinsken og nære fjenders snigende skridt tilbage.

Så brød uvejret løs. Nordvestkulingen fra havet steg med et til storm, og med et brød estiske stormkolonner, til fods og til hest, med glimtende vågen og vilde råb, fra fem sider ind over de danske lejre. Brat opdagede Carl i pileskuds afstand nogle få ryttere, der jog frem mod ham. Han nåede med et gjaldende råb at alarmere kongens vagthold, så fejede rytterne ham ned, de kastede sig over ham og smed ham med banneret op på en hest og borg gik det i flyvende galop – bag om højderne til esternes lejr, hvor han, stadig bundet, blev kastet ind i en palisadeindhegning. Med mellemrum blev nye fanger ført ind. Nogle af dem var af anset slægt. Han kendte dem og forstød, at de, som han, var taget som gidsler eller sejrsofre til de hedenske afguder. Nu kom der også fanger fra bispernes og Johannitternes lejr på Strandbjerget. De bragte dårlige efterretninger. Esterne var trængt ind i biskop Teoderiks telt, og da de så ham i den røde ordensdragt, anså de ham for kongen og dræbte ham og kundgjorde triumferende over slagmarken, at kong Valdemar var faldet. Dette forfærdede danskerne og berøvede dem modet. En af de tilfangetagne havde dog i Teoderiks telt sikret sig Johannitter0-fanen og skjult den under sin kjortel. Ved foden af Strandbjerget, på dets vestlige side, trængtes kongen og Albert af Orlamunde, men stod fast, og trængte så langsomt frem – men blev atter standset, idet nye estiske hærstyrker kom til. På ny forvirredes, vaklede og veg danskerne. Da forstod Carl i sin ængstelse og vånde faren og nøde: De har intet at se hen til, intet at se op til. Samlingsmærket, kongebanneret mangler – korsbanneret – tegnet, ved hvilket vi kan og må sejre. Klart som et lyn stod nu ordre og råd for ham, og viljen fattede ordren. – Vagtposterne var efterhånden blevet få og gav, helt optaget af slaget, ikke agt på fangerne. Med en heftig anstrengelsen sprængte Carl sine bånd – ilede hen til Johannitteren, som havde fanen under sin kjortel. ”Giv mig, i Kristi navn og for vor frelses skyld, korsbanneret, du bærer – giv mig det! – og tag du kongebanneret og bring det, når sejret er vundet til kongen!” Forundret, men uden indvending, tog Johannitteren det lille, en fod lange og brede, korsbanner frem og gav Carl det.

”Som Gud vil – tag det!”

Carl så sig om. Der stod en hest bundet ved et træ. Et øjeblik efter var den løst, og Carl jo på dens ryg ned ad højen over mod Strandbjerget. Han så bare fremad, så ikke den unge Johannitter, som grebet af Carls ånd og ild, havde fulgt hans eksempel, taget kongebanneret og nu var i hælene på ham. Carl nåede op på en høj, der hævede sig stejlt som en skibsstævn over den bølgende slagmark. Han sprang af hesten. Carl knælede, han tog med skælvende hænder det lille korsbanner frem, løftede det mod himlen og bad, først med svag, så med stigende stemme: ”Herre Krist – du korsets høvding – tag dette dit korsbanner – og giv os det igen, velsignet til sejrens tegn!” Han slap det lille flag. Det var, som det blev taget ud af hans hånd. Stormen greb det og løftede det opad – det steg og steg – og det blev større – større. Der kom en mægtig rift i skyerne, solen brød igennem, det gyldne lys lagde sine ringen over det. De så det overalt – korsbanneret – strålende, hvidt og rødt. De hørte gennem stormens brusen en stemme:” Løft korsflaget højt – og du skal sejre!” Bag ham knælede Johannitteren med kongebanneret. Carl så ham ikke. Han rejste sig. Da var det, som flaget, der havde løftet sig højt over den danske hær, nu vendte og blidt dalede ned mod den ranke, lyshårede yngling og svøbte sig om ham. Danskerne brød sejrende gennem al modstand – op mod de to ynglinge med korsbanneret og kongeflaget. Nu nåede kongen og ærkebispen op til dem. Kongen tog heftigt Carl i favn. ”Hørte du stemme, Carl? For folket var det fyrsten, for de himmelske hærskarer, Sankt Michaels, mægtige røst. For dig, som for mig, var det en stemme, stærk og blid, som vi kender og elsker – ej sandt Carl?”

”Jo, herre- det var Guds engel”. ”Og nu, bøj dit knæ, Carl af Rise!” Kongen drog sit sværd. Det lyste som en hellig flamme i den synkende sol. ”Dronning Dagmars dreng! Kong Valdemars væbner! Danebroges ridder! Jeg adler dig i Krist – i Sankt Knuds – i dronning Dagmars navn til korsets tjeneste, i liv og død, for din Gud og kongen” Carl rejste sig med Dannebrog mod sine læber og gav det til kongen.

Flagets udseende

   Reglerne for det almindelige flags (stutflagets) udseende stammer fra en forordning af 11. juli 1748 om handelsskibenes flag.
   Forordningen fastslog, at flaget skulle være »rødt med hvidt kors uden split«. Den røde farve på flaget er pantone 032 eller internationalt også kaldet PMS032.
   Enhver, der anskaffer flag, må sikre sig, at proportionerne er rigtige.

   Bredden på det hvide kors danner basis for størrelsen på de røde felter.
   Felterne nærmest stangen er kvadratiske med sider der er 3 gange korsets bredde og de lange felter er rektangulære, hvor     langsiderne er I 1/2 gang stangfeltets mål.  Disse mål overholdes for faneduge, men for flag, der udsættes for hårdt vejr, tillægges ca. 3/4 korsbredde i totallængden til reparation ved ombøjning og ny søm, når flaget flosser. 

   Dannebrog som stutflag har altså et forhold mellem bredde og længde som 3:4. (Man taler i fagsproget altid om bredde og længde på en flageller fanedug, som om den er placeret fx. på et bord).
   Dannebrog som stutflag må ikke forsynes med tekst, logo eller lignende. Der må heller ikke i reklamer eller andre afbildninger af Dannebrog afviges fra de angivne mål eller f.eks. skrives på flaget

   Splitflaget, der hovedsagelig er forbeholdt Kongehuset samt statens myndigheder og institutioner, har disse proportioner:
   Korsets bredde er 1/7 af hele flagets bredde.  Firkanterne nærmest standerliget er kvadrater, hvis sider er 3/7 af flagets bredde.  Længden af de yderste firkanter er 5/4 af kvadraternes sider. Splitterne er halvanden gang længden af de yderste firkanter.
   I tidens løb har en del større institutioner, virksomheder m.v. af privat karakter fået særlig tilladelse til at benytte splitflag.
   Splitflaget er ofte gjort til genstand for udsmykning

Hilsen med fanen

   Fanesænkning er en hyldest, som normalt kun tilkommer fædrelandet og kongelige personer samt fremmede statsoverhoveder.
  Sænkningen, der udgår fra den før beskrevne bærestilling, udføres ved at venstre hånd fører den nederste ende af fanestangen over på venstre side af kroppen, medens højre hånd sænkes så meget, at fanestangen så vidt muligt er vandret og peger skråt fremad til højre, så fanedugen hænger lige ned uden at røre jorden
   Sænkningen påbegyndes, når fanebæreren er 10 skridt fra den, der skal hilses, og afsluttes, når han er 10 skridt forbi.
   Fanen sænkes tilsvarende, når de kongelige personer ankommer og indtager deres pladser, eller når de passerer foran fronten.
   Fanen sænkes endvidere, når der udbringes et leve for majestæten eller for fædrelandet, samt mens »Kong Kristian« eller »Der er et yndigt land« spilles eller synges.

   Fanesænkning kan være berettiget i enkelte andre tilfælde f.eks. ved bisættelser, se senere herom.
   Som det fremgår af de første to linier i dette afsnit skal fanesænkningen normalt betragtes som en særlig hyldest. Der er imidlertid skabt en mangeårig tradition såvel herhjemme som i udlandet for at idrætsorganisationer i forbindelse med konkurrencer, stævner, opvisninger m.v. efter indmarchen tager front mod publikum og herunder sænker fanen som et svar på den hilsen og honnør publikum altid viser idrætsudøverne.
   Denne hævdvundne skik kan fortsat følges, idet fanen herved ikke hilser publikum, men på en naturlig måde kvitterer på holdets vegne for publikums interesse.
   Efter den aflagte »kvittering« anbringes fanen normalt på et forud aftalt sted.

Vejledning ved ansøgning om fane eller flag

Hvert år den 15. juni sælges det lille Valdemarsflag af frivillige sælgere over hele landet.
Indtægterne fra dette salg gør det muligt for Danmarks-Samfundet, at skænke en fane eller et flag til foreninger/organisationer som gennem brugen heraf ønsker, at vise deres tilhørsforhold til Danmark.
For at kunne opfylde ønsker bedst muligt, er det vigtigt, at læse denne vejledning inden ansøgningsskemaet udfyldes og indsendes som anført.
Faner uddeles i 3 standardstørrelser.