Altostratus består af vanddråber og iskrystaller, men den kan også indeholde regndråber og snefnug.
Altostratusskyerne har næsten altid en meget stor horisontal udbredelse (op til flere hundrede kilometer) og forholdsvis stor tykkelse (op til flere kilometer).
De optræder som grålige eller blålige tågeagtige skylag med et stribet, trådet eller ensartet udseende, som helt eller delvist dækker himlen. Solen vil kunne skinne gennem skyens tyndere dele, mens de tykkere dele kan skjule Solen fuldstændigt.
Altostratus er en nedbørsgivende sky, som kan består af to eller flere overliggende lag i lidt forskellige niveauer, som kan være delvist sammensmeltede.
Skyen befinder sig ofte i det samme mellemhøje niveau som Altocumulus, men strækker sig gerne højere op. Den dannes som regel på grund af langsom opstigning af udstrakte luftlag til tilstrækkeligt høje niveauer. Altostratus kan også udvikle sig ud fra en fortykkelse af et Cirrostratusslør eller ved udtynding af et Nimbostratuslag.
En varmfront med regn er gerne på vej, når Altostratus dækker himlen.